Articles

Flyt dig, Bellarmine. For franciskanere er det i dag festdagen for den hellige Frans’ stigmata

I dag er det festdagen for den hellige Robert Bellarmine (død 1621), den betydningsfulde jesuitiske biskop og teolog. Eller er det?

Med al respekt for mine jesuitterbrødre og den universelle kirke, for hvem det i dag er den hellige Robert Bellarmines mindedag, fejrer den verdensomspændende franciskanske familie festen for den hellige Frans’ stigmata hvert år den 17. september. Det har altid slået mig som en akavet fejring, i hvert fald ved første øjekast. Det ser ud til, at franciskanere verden over fejrer fem sår, fejrer den smerte og lidelse, som vi ved følger med det, der nogle gange betegnes som en stor nåde eller gave fra Kristus. Og det forbliver akavet og endda mærkeligt, hvis vi fortsat er fikseret på de korsfæstelsessår, der viste sig på Frans’ krop.

Men denne festdag har faktisk meget lidt at gøre med disse sår som sådan.

Snarere er stigmatafesten, i hvert fald teologisk set, en meget mere kompleks og robust fest. Det, vi ser, når vi ser nærmere efter hagiografiens og de medicinske undersøgelsers omstridte historie (der er skrevet talrige undersøgelser om sandheden i Stigmata-beretningerne, senest Solanus Benfatti’s bog, The Five Wounds of Saint Francis ), er ikke et spørgsmål om, hvad der viste sig på ydersiden af Poverello, den fattige mand fra Assisi. I stedet opfordres vi til at se nærmere indad, til det indre liv hos en kristen discipel, der intet andet ønskede end at følge i Kristi fodspor.

Dette er kernen i festen – en anerkendelse af, at det, der viste sig udvendigt på Frans’ krop, afspejlede hans indre overensstemmelse med det levede eksempel fra Jesus Kristus.

I sin konklusion skriver Benfatti:

Det er vigtigt at forstå, at Frans aldrig havde tænkt på at udvælge aspekter af Kristi liv til at klæde sig i, men i stedet havde han valgt noget, som jeg vil sige er meget sværere, fordi der er langt mindre kontrol i det: han havde simpelthen valgt at følge. Frans valgte at bevæge sig fremad skridt for skridt i Herrens fodspor, hvilket jeg siger er farligt, for hvem kan vide, hvor det vil føre hen? (s. 236, fremhævning i original)

Dette er kernen i festen – en erkendelse af, at det, der fremtrådte udvendigt på Frans’ krop, var udtryk for hans indre overensstemmelse med Jesu Kristi levede eksempel.

Så ofte er vi mennesker, der dømmer ud fra det ydre – hvordan nogen klæder sig, hvordan eller hvad nogen taler, hvor nogen bor, hvad nogen gør og så videre. Men som Skriften hele tiden minder os om, så dømmer Gud det, der er indeni og i vores hjerter. Stigmatafesten er en fejring af et kristent liv, der leves så fuldt og autentisk som muligt. Den “nåde”, der blev givet til Frans, var ikke en tilfældig byrde eller en freak sideshow-sygdom, det er en visuel og kropslig repræsentation af det, som kun Gud typisk kan se – en døbt mand, der levede så fuldt ud, som han kunne, og som bar Kristi lighed.

På denne festdag inviterer jeg alle mennesker – både franciskanere og andre – til at se indad og se, hvordan hver enkelt af os bærer eller ikke bærer Kristi mærker i vores tanker, ord og gerninger. Måske vil vi ikke modtage Kristi mærker i form af fem sår, men vi kan helt sikkert – og bør helt sikkert – gøre Kristi tilstedeværelse synlig på alle andre måder.

Glædelig festdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.